En anden brochure

Skulle jeg holde op med at ryge?

  Brochure til dem, der endnu ikke seriøst overvejer at holde op med at ryge    

Udskriv brochuren,
i stedet for at læse den på skærmen

***

Hvis du som nogle rygere ikke overvejer at holde op lige med det samme, er denne brochure til dig. Formålet er at gøre dig bevidst om fordelene ved et liv uden cigaretter og tilskynde dig til at holde op med at ryge. Oplysningerne i brochuren stammer fra undersøgelser af rygere og tidligere rygere samt en gennemgang af de nyeste videnskabelige resultater. Vi vil gerne dele disse oplysninger med dig.

Fordelene ved et liv uden cigaretter

Har du overvejet fordelene ved et liv uden cigaretter? Brug pladsen herunder til at lave en liste.

Fordele ved et liv uden cigaretter

__________________________         ________________________________

__________________________         ________________________________

Her er, hvad tidligere rygere sagde om dette ved en rundspørge:

- "Jeg er faktisk temmelig stolt". "Jeg følte tilfredshed ved at have vundet en sejr".
- "Man generer ikke sine omgivelser så meget". "Mine nærmeste sætter større pris på mig igen".
"Min familie er meget glad".
- "Jeg har mere energi". "Jeg er i bedre form". "Mine sportspræstationer er blevet bedre".
- "Jeg er mere frisk, når jeg vågner om morgenen". "Jeg er mindre træt".
- "Jeg har lettere ved at trække vejret". "Jeg har fået min smags- og lugtesans igen".
- "Jeg bruger færre penge". "Jeg sparer 250 kr. om ugen (en halv tankfuld benzin)".
- "Man skal ikke hele tiden huske på at få cigaretter med".
- "Man har ikke så dårlig ånde". "Lugten sidder ikke i tøjet mere". "Jeg er i bedre humør".
- "Jeg behøver ikke bekymre mig om mine lunger mere".
- "Jeg hoster ikke mere". "Jeg har ikke hovedpine mere". "Man har ikke så tit ondt i halsen".
- "Jeg er mindre nervøs".

Du kan få et bedre helbred ved at holde op med at ryge

Du risikerer at blive alvorligt syg, hvis du fortsætter med at ryge. At holde op med at ryge er det vigtigste, du kan gøre for at beskytte dit helbred, uanset hvor gammel du er, eller hvor mange år du har røget.

  • Mænd, der holder op med at ryge, når de er mellem 35 og 39 år, forlænger deres forventede levetid med 5 år, og kvinder på samme alder forlænger deres med 3 år. Selv mænd og kvinder, der holder op med at ryge som 65-årige, forlænger deres forventede levetid (gennemsnitstal).
  • Et år efter at man er holdt op med at ryge, er risikoen for hjertelidelser (f.eks. blodpropper) halveret. Efter 15 år er risikoen den samme som for en person, der aldrig har røget.
  • 10 år efter at man er holdt op med at ryge, er risikoen for lungekræft halveret.
  • Mænd, der ryger cigaretter, har større risiko for at blive impotente. Denne risiko bliver mindre, når man holder op med at ryge.

Kvinder vinder ekstra meget ved at holde op med at ryge

  • Der er en risiko ved at ryge, samtidig med at man spiser P-piller. Når kvinder, der bruger P-piller, holder op med at ryge, mindsker de risikoen for hjertekarsygdomme betydeligt.
  • Kvindelige rygere, der ønsker at få et barn, skal vente længere på at blive gravide end kvinder, der ikke ryger. Kvinder, der holder op med at ryge, før de forsøger at blive gravide, har lige så store chancer for at blive gravide som ikke-rygere.
  • Rygning i løbet af graviditeten udgør en stor risiko for barnet, navnlig risiko for en for lav fødselsvægt. Kvinder, der holder op med at ryge før graviditeten eller i løbet af de første 3 måneder af graviditeten, har samme risiko for at få et barn med for lav fødselsvægt som kvinder, der ikke ryger.
  • Nikotinen trænger ind i moderkagen og også i modermælken. Det betyder, at den påvirker fostrets og spædbarnets nervesystem.
  • Overgangsalderen sætter tidligere ind hos kvinder, der ryger. Ved at holde op med at ryge kan man udskyde overgangsalderen.
  • Rygning giver flere rynker. Ved at holde op med at ryge skåner du din hud.

Ved at holde op med at ryge beskytter du også dine børn

  • Børn af rygere har dobbelt så stor risiko for selv at blive rygere som børn af ikke-rygere. Ved at holde op med at ryge begrænser du risikoen for, at dine børn også begynder at ryge.
  • Børn af rygere rammes oftere af luftvejslidelser, astma og kronisk hoste end børn af ikke-rygere.
  • Risikoen for vuggedød er større, når forældrene er rygere.

Ulemper ved rygning

Har du tænkt over ulemperne ved at ryge ud over risikoen for dit helbred? Brug pladsen herunder til at lave en liste.

Ulemper ved rygning

___________________________         ___________________________

___________________________         ___________________________

Her er nogle af de ulemper ved at ryge, som deltagerne i vores undersøgelser har nævnt. Sig til dig selv, at disse ulemper forsvinder, hvis du holder op med at ryge!

- "Rygning giver dårlig ånde".
- "Man lugter dårligt, når man har røget en cigaret"
.
- "Cigaretter efterlader en ubehagelig lugt i lejligheden og i bilen".
- "Rygningen koster mange penge".
- "Rygning giver gule fingre og tænder".
- "Det er trist at føle sig afhængig af cigaretterne".
- "Rygning generer andre mennesker".
- "Man taber lettere pusten, hvis man er ryger". "Rygning giver dårligere sportsresultater".
- "Rygning gør en træt". "Man har mindre energi". "Rygning gør en i dårligt humør".

Vidste du, at...

  • I Danmark og de fleste rige lande er tobaksrygning den hyppigste undgåelige årsag til sygdom og død.
  • I Danmark dør 13.000 personer hvert år af sygdomme, der skyldes tobaksrygning. Det svarer til, at 30 Jumbojetter styrter ned! Det er flere, end der I ALT dør ved færdselsulykker (500), af narkotikamisbrug (380), aids (150), skrumpelever forårsaget af alkohol (700) og selvmord (700).
  • Hver anden ryger dør af en sygdom, der skyldes tobaksrygning, og rygere dør gennemsnitlig 8 år tidligere end ikke-rygere. Ved at holde op med at ryge føjer du flere år til din forventede levetid, og du forøger dine chancer for at se dine børnebørn vokse op.
  • Folk, der dør på grund af tobaksrygning, skal ofte først igennem en lang og svær sygdomsperiode.
  • Tobaksrygning dræber ikke kun ældre mennesker. I Danmark skyldes 25% af dødsfaldene hos mænd mellem 35 og 69 år tobaksrygning, mens tallet er 15% for kvinder i samme aldersgruppe (1990).
  • Risikoen for lungekræft er 18 gange højere hos rygere i forhold til ikke-rygere, og risikoen for at få en blodprop, inden man fylder 65, er 3 gange så høj. Denne risiko falder meget, hvis man holder op med at ryge.
  • Kun 13% af de mennesker, der i dag får konstateret lungekræft, vil stadig være i live om 5 år.
  • Tobaksrygning er skyld i mange andre sundhedsproblemer: hjerneblødning, osteoporose (knogleskørhed, der er smertefuldt og øger risikoen for brud), kronisk bronkitis, mavesår, tandkødsbetændelse osv.
  • Nikotin er en kraftig gift, der bruges som insektmiddel.
  • 33% af alle ildebrande forårsages af rygere (cigaretter, der smides i skraldespande osv.).
  • Mange trafikuheld forårsages af rygere, fordi de er uopmærksomme, når de skal tænde en cigaret eller finde en cigaret, som de har tabt.

Når du ryger, indtager du:

* omkring 4000 stoffer, som tobak naturligt indeholder, bl.a. nikotin (som medfører afhængighed), kulilte (som hæmmer muskel- og hjernefunktion), arsenik, cyanider (består af cyan og brint), acetone, formaldehyd osv.

* kemiske tilsætningsstoffer: kiselsyre, kulsyre, eddikesyre, myresyre, benzoesyre, titandioxid, blegningsmidler til asken, forbrændingsfremmende stoffer osv.

* tjære, der aflejres i dine bronkier og lunger, og som er kræftfremkaldende.

* ammoniak, som cigaretproducenterne tilsætter tobakken for at lette nikotinoptagelsen og derved fastholde rygernes afhængighed.

Mange af disse stoffer og tilsætningsstoffer er ekstremt giftige.

Ved at ryge bringer du andres helbred i fare:

Ikke-rygere, der bor sammen med en ryger, har 26% større risiko for lungekræft og 23% større risiko for blodpropper i hjertet end ikke-rygere, der bor sammen med ikke-rygere.

Det indtryk, du giver af dig selv

Du ved, at folk i dag ser mere og mere skævt til rygere. Tænk på det negative indtryk, du giver af dig selv over for din familie, dine børn, venner, arbejdskolleger og overordnede. Ved at holde op med at ryge giver du dem indtryk af være en stærk og ansvarlig person, der kan udvise viljestyrke og passe på sit eget og andres helbred.

Et eksempel for unge mennesker

Voksne, som ryger, bærer en del af ansvaret, når unge mennesker efterligner deres adfærd. Ved at holde op med at ryge bliver du en positiv rollemodel for de unge.

Støtte tobaksindustrien?

Ved at købe cigaretter støtter du en industri, der erkender, at den retter sine kampagner mod børn og unge, at den manipulerer med tobakkens sammensætning for at øge rygernes afhængighed og især, at den sælger et produkt, som den ved er farligt. Denne industri erkender ligeledes at have løjet, for i modsætning til, hvad den har påstået i årevis, har den længe vidst, at nikotin medfører fysisk afhængighed.

Hvad det koster dig at ryge

Hvor meget bruger du om dagen på cigaretter?                 _____ kr/dag.

Gang dette tal med 365 for at få dine årlige udgifter:          _____ kr/år.

Gang det sidste tal med 10 for at få udgifterne for 10 år:    _____ kr/10 år

Skriv ned, hvad du istedet kunne købe for de penge:

____________________     ____________________     ____________________

Hvorfor fortsætter du med at ryge?

Har du nogensinde spurgt dig selv, hvorfor du fortsætter med at ryge på trods af ulemperne ved denne vane? Brug pladsen herunder til at lave en liste.

Grunde til, at jeg fortsætter med at ryge:

         _________________________________________________________

         _________________________________________________________

Her er de grunde, som nogle af deltagerne i vores undersøgelser har angivet, og vores svar til dem.

"Jeg elsker at ryge"

Fornøjelsen ved at ryge hænger sammen med nikotinafhængigheden: 20-30 minutter efter at man har røget, er nikotinkoncentrationen i blodet allerede faldet meget, og symptomerne på nikotinmangel begynder at dukke op. Det kan være en kraftig trang til at ryge, angst, irritabilitet, utålmodighed osv. Disse symptomer forsvinder, så snart man tager en cigaret, hvilket forklarer den følelse af velvære og lettelse, man føler ved at ryge. Ikke-rygere føler intet velvære ved at ryge. Hos tidligere rygere er cyklussen nikotin-mangel-velvære blevet afbrudt. Endelig kan symptomerne ved nikotinmangel dæmpes ved brug af nikotinerstatninger (plaster, tyggegummi, inhalator, næsespray). Zyban (Bupropion) er et nyt lægemiddel, som dæmper eller fjerner velbehaget ved at ryge.

Det kan også give dig tilfredshed at holde op med at ryge. Hvis du holder op med at ryge, vil du få en følelse af succes, du vil føle dig i bedre form, du vil kunne smage og lugte rigtigt igen, mad og drikke får mere smag, og du bliver ikke så let forpustet. Du bliver mere tiltrækkende, for du får bedre ånde, og du lugter ikke mere af røg. Dine nærmeste holder op med at kritisere dig, fordi du ryger. Når du holder op med at ryge, behøver du ikke længere bekymre dig om den risiko, som cigaretterne udgør for din egen og andres sundhed.

"Jeg slapper af ved at ryge en cigaret"

Der findes andre måder at slappe af på: Træk vejret dybt nogle gange, gå en lille tur, dyrk mere sport, brug en afslapningsteknik, sov noget mere, hold siesta osv.

Den afslappede følelse, man føler efter at have røget, hænger sammen med den afhængighed, som nikotinen skaber. Den skyldes udelukkende, at ubehaget ved at mangle nikotin forsvinder. Hvis du holder op med at ryge, vil du opdage, at du ikke har behov for cigaretter for at være afslappet. Du vil vende tilbage til den ro og fred, som ikke-rygere føler hele tiden. Rygere har glemt, hvad det vil sige at være helt afslappet, for de er konstant bange for at komme til at mangle nikotin.

"En cigaret hjælper mig med at klare svære situationer"

Spørg dig selv, om cigaretterne virkelig hjælper dig med at se bekymringerne i øjnene. At tænde en cigaret, når et problem dukker op, kan forhindre dig i at fokusere på problemet og løse det.

"Jeg kan bedre koncentrere mig, og jeg arbejder bedre, når jeg ryger"

Det er en illusion. Nikotin gør det ikke lettere at koncentrere sig, men ved at dæmpe abstinenssymptomerne (som uro og angst) giver nikotinen dig mulighed for at tænke på noget andet end at se disse symptomer i øjnene. I virkeligheden forringer cigaretterne den intellektuelle formåen, fordi de nedsætter ilttilførslen til hjernen.

"Jeg holder op med at ryge en dag, men ikke nu"

Du regner sikkert ikke med at blive ved med at ryge hele livet. Så hvorfor vente længere? Var det ikke bedre at stoppe allerede nu, før du bliver ramt af sygdom på grund af rygningen?

"Jeg mangler viljestyrken til at holde op med at ryge"

I dag findes der omkring 1 million tidligere rygere i Frankrig. Hvis så mange mennesker har klaret at holde op med at ryge, så kan du også! Se på din omgangskreds, du kender garanteret flere tidligere rygere. Sig til dig selv, at du ikke har mindre viljestyrke end disse mennesker, og at du også kan holde op med at ryge. I modsætning til, hvad mange rygere tror, at det at holde op med at ryge ikke kun et spørgsmål om viljestyrke, det kræver også en særlig viden. Du kan få denne viden ved at læse net-brochurerne i denne serie.

"Jeg er afhængig af nikotin"

Nikotin er rent faktisk et stof, der fører til en kraftig fysisk afhængighed. I grunden er denne afhængighed den vigtigste årsag til, at rygere fortsætter med at ryge. Med hver cigaret øger og styrker du denne afhængighed. Du behøver blot at holde op med at ryge i omkring 3 uger for at slippe ud af denne afhængighed. Når du holder op med at ryge, slipper du ud af afhængighedens fængsel. Flere tidligere rygere har fortalt, at det var lettere at slippe ud af afhængigheden, end de havde troet, og hvis de havde vidst det, ville de være holdt op med at ryge tidligere.

"Jeg frygter abstinenssymptomerne efter cigaretterne"

Symptomerne på nikotinmangel forsvinder normalt efter 2-3 uger. Nikotinholdigt plaster, tyggegummi, inhalator og næsespray dæmper symptomerne eller kan endda få dem til at forsvinde helt. Ved at bruge disse produkter er der 2-3 gange så store chancer for, at forsøget lykkes.

"Hvis jeg holdt op med at ryge, ville jeg tage på"

Det er rigtigt, at nogle mennesker tager på, når de holder op med at ryge. Du skal dog vide, at man normalt kun tager på i moderat omfang (3-4 kilo), og at der findes mange enkle og effektive teknikker til at tabe sig eller til at undgå at tage på. Brugen af nikotinerstatninger (plaster, tyggegummi osv.) eller bupropion gør det muligt at begrænse eller i det mindste at udskyde vægtforøgelsen, når man er holdt op.

"I min alder kan det ikke betale sig at holde op"

Det ræsonnement er forkert. Uanset din alder, og uanset hvor mange år du har røget, er det gavnligt for dit helbred at holde op med at ryge. Det er ALDRIG FOR SENT at holde op med at ryge.

"Jeg ryger meget få cigaretter, det er ikke særlig farligt"

Det ræsonnement er forkert. Mange videnskabelige undersøgelser har vist, at selv "smårygere" udsætter sig selv for en alvorlig risiko. Hos rygere, der ryger mellem 1 og 10 cigaretter om dagen, er risikoen for lungekræft for eksempel 10 gange højere end hos ikke-rygere.

"Jeg ryger light-cigaretter, så jeg løber kun en lille risiko":

Betegnelsen "light"-cigaretter blev opfundet af tobaksindustrien for at få rygerne til at tro, at disse cigaretter kun er lidt giftige, hvilket er forkert. De nikotin- og tjæreværdier, der er trykt på cigaretpakkerne, er beregnet ved hjælp af maskiner, men mennesker ryger ikke ligesom maskiner! Rygere af light-cigaretter ryger ikke på samme måde som rygere af "almindelige" cigaretter. De inhalerer røgen dybere, tager længere og hyppigere sug, efterlader kortere skod og blokerer ventilationshullerne i filtret for at undgå, at røgen bliver fortyndet af luft. Derfor er blodets indhold af nikotin og giftstoffer næsten det samme hos rygere af light-cigaretter og rygere af almindelige cigaretter.

"Hvis jeg forsøger at holde op, er jeg bange for, at jeg skal begynde igen"

Det er et normalt fænomen at begynde igen. Det er en del af processen med at holde op. I gennemsnit har tidligere rygere gjort 4 seriøse forsøg på at holde op, før det lykkes at slippe fri af tobakken. Det er altså ikke nogen skam at begynde igen! Man må prøve igen og igen. Hvert nyt forsøg øger chancen for, at det lykkes.

Hvad så nu?

Hvorfor ikke taget skridtet?

Du regner sikkert ikke med at blive ved med at ryge hele livet. Så hvorfor ikke holde op med at ryge allerede nu, før du bliver ramt af sygdom på grund af rygningen, og før du gør medlemmerne af din familie syge? Mange tidligere rygere har udtalt, at det at holde op med at ryge var noget af det bedste, de nogensinde har gjort, og noget af det, de er mest stolte af. Begynd med at øge din motivation. Søg oplysninger, snak med din familie eller med en læge, forbered dig på at forsøge og prøv så at holde op, selvom du måske begynder igen. I gennemsnit har tidligere rygere har gjort 4 seriøse forsøg, før de kan gøre sig fri af rygningen. Det er altså normalt at måtte forsøge flere gange.

Vi kan hjælpe dig!

Vi kan give dig personlige råd, som kan motivere dig til at holde op med at ryge. Du skal bare besvare et spørgeskema her på stop-tobak. Så modtager du et program, hvor der tages hensyn til dine svar. Hvis du ønsker det, kan du få lavet en hel række oversigter fordelt over en periode. Vi har også en serie net-brochurer, der kan hjælpe dig, navnlig brochuren med titlen "Jeg har planer om at holde op med at ryge". Du kan få alt materialet på denne adresse: www.Dr.stop.dk

Forbered dig aktivt

I stedet for at prøve at holde op med at ryge helt alene er det bedre at få hjælp hos en læge, en specialist i rygestop eller en støttegruppe. Brug evt. erstatningsprodukter for nikotin (plaster, tyggegummi, næsespray), som fordobler eller tredobler dine chancer for at gennemføre forsøget.

En million danskere er i dag tidligere rygere, så det er ikke sværere for dig at gøre dig fri af tobakken, end det var for dem!

***

Hvor finder jeg hjælp og oplysninger om at holde op med at ryge?

Internet

  • Personligt rygestop-program, et ekspertsystem på www.Dr.stop.dk

  • www.cancer.dk (Kræftens Bekæmpelse)

***

Ændringens forskellige faser

De fleste rygere gennemgår 5 etaper (eller faser), før de kan være sikre på at være holdt op med at ryge. Vi har udarbejdet en brochure til hver af disse 5 faser og en brochure til dem, der er begyndt at ryge igen efter at have forsøgt at holde op (tilbagefald).

Netbrochurerne i denne serie hentes fra: www.Dr.stop.dk

Hvis du endnu ikke har besluttet dig, skal du læse denne brochure først. Du får mere ud af brochurerne, hvis du i stedet for at læse dem i et stræk skriver dine egne kommentarer i dem, understreger de vigtige passager og noterer hovedpunkterne.

FASE

BESKRIVELSE

BROCHURENS TITEL

1. Overvejelse Du overvejer ikke seriøst at holde op med at ryge Skulle jeg holde op med at ryge?
2. Beslutning Du overvejer seriøst at holde op med at ryge inden for de næste 6 måneder Jeg har planer om at holde op med at ryge
3. Forberedelse Du har besluttet at holde op med at ryge inden for de næste 30 dage Beslutningen er taget, jeg holder op med at ryge!
4. Handling Du holdt op med at ryge for mindre end 6 måneder siden Jeg er lige holdt op med at ryge
5. Vedligeholdelse Du holdt op med at ryge for mere end 6 måneder siden Tidligere rygere: hold ud!
6. Tilbagefald Hvis du er begyndt at ryge igen efter at have forsøgt at holde op Jeg er begyndt at ryge igen

Denne brochure er udarbejdet på l'Institut de médicine sociale et préventive på l'Université de Genève med støtte fra la Ligue suisse contre le cancer, Fonds national suisse de la recherche scientifique, la Loterie de la Suisse Romande, Département de l'Action sociale et de la santé du canton de Genève (Direction de la santé publique), l'Office fédéral de la santé publique, la Fondation suisse pour la promotion de la santé, Pharmacia & Upjohn, la Ligue pulmonaire suisse og Service de la santé du canton du Jura.

Copyright © Jean-François Etter 1998-2000.

Forfatter: Jean-François Etter
Dansk bearbejdelse: Klavs Holm, Kræftens Bekæmpelse
Dansk oversættelse: Poul Christensen, Annette Lassen, Alliance sprogservice a/s

Hvis du har en hjemmeside, må du gerne indsætte et link til www.cancer.dk



Online-spørgeskema til evaluering af denne brochure

Vi vil gerne høre, hvad du mener om denne brochure:
Tak, fordi du vil udfylde dette spørgeskema.
Din samarbejdsvilje giver os mulighed for at forbedre denne brochureserie.




1- Hvor stor en del af brochuren har du læst?

2- Hvordan bedømmer du samlet set kvaliteten af denne brochure?  

3- Hvilke 3 hovedpunkter har du fået ud af denne brochure?

a)

b)

c)


4- Hvad er de 2 vigtigste kvaliteter ved denne brochure?

a)

b)

5- Hvad er de 2 største mangler ved denne brochure?

a)

b)

6- Sprogbrugen i denne brochure er:  

7- Synes du, at brochuren er:

8- Hvis du synes, at brochuren er for lang, hvilke passager bør da skæres væk:

a)

b)



9- Angiv punkter, der bør tilføjes i denne brochure:

a)

b)




TAK, fordi du besvarede spørgeskemaet!

 


Revideret den 15.12.2000.